1. Har du valgt det rette forlag?

 

Gyldendal – man skulle tro, at Gyldendal var det eneste forlag i Danmark. De fleste danske forfattere drømmer om at blive udgivet hos Gyldendal eller en af de få andre giganter på det danske bogmarked.

   Det er ikke helt dumt, når man tænker på den autoritet, et stort og anerkendt forlag kan forsyne en forfatters bøger med, for autoritet giver gode salgstal. Et stort forlag kan foruden at vække tillid blandt befolkningen, også markedsføre en bog på en storslået måde. Hvilken forfatter drømmer ikke om at se sig selv med sin nye bog i todimensional forstørrelse fare forbi på siden af en bybus på HC Andersens Boulevard i København?

   Men, men, men. Vær tro mod din bog. Se dig omkring i forlagsbranchen, på biblioteket, i boghandlerne, på nettet, hvor hører din bog hjemme? Er din bog politisk orienteret i sit budskab – og i hvilken retning? Har du skrevet en krimi – mest for kvinder? Har du skrevet en bog om healing og sjælevandring? Hvilke forlag specialiserer sig i din bogs særkende?

  

Det er ikke pinligt at drømme om at udkomme ved Gyldendal, det viser, at man har ambitioner om at nå ud over rampen til sine læsere, og at man måske mangler en lille smule selvtillid på vegne af sit manuskript, hvilket er sympatisk. Som redaktør drømmer jeg også om at arbejde på Gyldendals skønlitterære redaktion og er nok ikke alene om det blandt mine kolleger. Et forlag skal bare ikke være som en Gucci-taske eller en attachémappe fra Prada; noget man vælger for at få selvtillid, status og opmærksomhed. De ting skal man først kunne finde i sig selv, og i de kvaliteter ens manuskript måtte besidde uden og før et forlags kvalitetsstempel.

   Selvom dit manuskript ikke når ud til den store skare gennem et mindre forlag, kommer det i det mindste ud i verden, og så kan du få respons på dit manuskript fra læserne: Er der nogen, der gider læse det? - Skulle du hellere prøve en anden levevej end forfattervirket? Det er en trøst er, at næsten alle andre erhverv betaler sig bedre økonomisk.

 

2. Er der overhovedet nogen, som gider læse din bog?

 

Det er en god idé at finde ud af, om du kan skrive, så andre gider læse det, før du udsætter dig selv for gentagne, tænderskærende og pinefulde tre måneder lange ventetider på afslag fra forskellige forlag. Det nytter ikke at lade kæresten, ægtefællen eller din bedste ven læse dit manuskript, de vil hellere bevare din kærlighed eller venskabet frem for at kritisere dit hjertebarn sønder og sammen. Find en uvildig læser, evt. en fattig litteraturstuderende eller ditto professionel som mig, og lad vedkommende læse manuskriptet for økonomisk vindings skyld. Du kan gøre din kritiker endnu mere ærligt indstillet ved at foregive, at det ikke er dit manuskript, men at din ven har bedt dig om at finde en læser og tage imod kritik råt for usødet på hans vegne. Som forfatter er det også godt at øve sig i at tage imod hårde ord om sårbare emner, for anmelderne vil ikke skåne dig, når den tid kommer.

 

3. Gør et godt indtryk

 

Du kommer personligt til orde i det følgebrev, som du sender med manuskriptet. Det skal være så kort som overhovedet muligt – ikke længere end en A4-side. Hvis det er væsentligt for dit manuskript – f.eks. hvis det er en fagbog, så vedlæg et selektivt og kort cv. For at aflure forlagets stil kan du læse i dets forfatterbiografier, som de fleste forlag har i tilknytning til deres hjemmesider og efterligne deres oplysninger i din præsentation af dig selv. Vis med opsætning og korrektur, at du har styr på tingene. Kig også i forlagets bogpræsentationer og gør forlagets tekstforfatter kunsten efter, når du skal beskrive dit manuskript og få redaktørens næse drejet ned mod dets sider.

   Lad være med at angle efter forlagets medlidenhed, forståelse eller sympati, selv om det er en personlig lidelsesberetning, du sender ind. Vær så deskriptiv som muligt, og forsøg at argumentere sagligt for, hvorfor dit manuskript skal udgives, og hvilken type læser, du havde i tankerne, mens du skrev det.

 

4. Gør det nemt og overskueligt at håndtere manuskriptet

 

De fleste forlag har fastlagte normer for, hvilken form manuskriptet skal foreligge i mht. opsætning og tydelig markering af direkte tale, paginering, linjeafstande og margener. I de tilfælde, hvor forlagene ikke har dikteret disse normer højt og tydeligt på deres hjemmesider, kan jeg anbefale:

 

-         at man giver manuskriptet en spiralryg, og evt. et smudsomslag i et tyndt fast materiale

-         at man laver gode, brede margener med plads til redaktørens kommentarer

-         at typerne ikke bliver mindre end Times New Roman str. 12 og gerne er lidt større. En god type at læse er Bookman Old Style, men ellers prøv at se, hvad forlaget selv bruger af typer i dets udgivelser, og brug den, der passer til din genre.

-         en linjeafstand på maks. halvanden. Det er ikke så væsentlig, at der er god plads mellem linjerne, som at der er god plads på siden omkring brødteksten, og at tekstmængden på siden ikke er for stor. – Det sidste er rart, fordi redaktøren så føler, at hun kommer af sted over stok og sten, når hun læser. En dygtig læser er ofte flere steder i teksten ad gangen, og så må linjerne gerne stå lidt tæt på hinanden.

 

Gå til ny side ved kapitelskift. Linjeoverspring – altså stort afsnit – skal kun ske ved skift i person, sted og tid, ellers skal du bruge lille nyt afsnit: dvs. linjeskift plus et lille indryk (tre enheder) på linjen.

 

Spar på formateringsværktøjet, når du sætter din tekst op. Teksten skal alligevel renses for formatering, inden den sættes op til tryk, og den stakkels redaktør, som skal redigere i en elektronisk version af dit manuskript, er i fare for at komme op at slås med dine formateringskoder undervejs. Hold det hele så simpelt så muligt og undgå skabeloner, som koder kapitler og overskrifter etc., medmindre du er blevet dikteret af forlaget.

 

5. I forlagets mødelokale

 

Du har selvfølgelig gjort alt, hvad du kan for at give dit manuskript et smooth og lækkert eksteriør. Du har læst korrektur og haft din kæreste til at læse korrektur, plus et par andre familiemedlemmer og venner. Du har givet alt, hvad du havde i dig, til dit manuskript, sagen er ude af dine hænder og er sendt af sted til det heldige forlag.

   Manuskriptet har ligget trygt og godt i tre måneder og samlet støv på en hylde på forlaget sammen med fyrre til halvtreds andre håbefulde kandidaters årsværker, om ikke livsværker.

   Nu bliver hele bunken kørt af sted på et rullebord og ind i – mødelokalet. Her står kaffe på bordet, to redaktører, en praktikant
og - søreme – bogholderen, sidder bænket med kaffekopper og notesblokke foran sig. Man er parat til at notere navne, plusser og minusser. Tre plusser betyder, at man mener, at manus bør gå videre til en konsulent. En konsulent, som skal tage stilling til, om manuskriptet er så godt, at det bør udgives, og hvad der så evt. bør rettes op på. To plusser betyder, at man er positiv, men ikke helt sikker, og et plus, at det lige kan gå an, men man har brug for at vende det med de andre. Du kan sikkert selv regne den modsvarende betydning af henholdsvis et, to og tre minusser ud.

   I de første to til tre timer arbejdes i en stilhed, som med intervaller brydes af korte, uartikulerede udråb som af smerte eller glæde. Bunker med manuskripter og vedhæftede følgebreve skubbes rundt på bordet, og hver mødedeltager bladrer rundt i det enkelte manuskript i dets respektive første fem minutters berømmelse og læser og skimmer begyndelse, midte og slutning med ansigtet fortrukket af enten glæde, livstræt arrogance eller skuffelse på menneskehedens vegne - Blackman er ikke alene. Til sidst er hvert manuskript blevet bedømt af i hvert fald to, om ikke tre af de tilstedeværende. 

   Det er blevet tid til frokost, og man evaluerer stjerner og sorte huller blandt kandidaterne over pastasalat og sandwicher.

   Man sætter sig igen til mødebordet, ansigterne er alvorlige, materialet til en ny sæsons debutanter skal udvælges, livslange karrierer skal søsættes. For forfattere, som har været udgivet med succes, går vejen bag om mødelokalet og direkte til redaktionschefens skrivebord.

   Plusser og minusser gøres op for manuskripterne, og minusserne ryger uden betænkning direkte over i bunken til praktikantens hjørne, hvor vedkommende i et ledigt øjeblik skal sørge for at printe standardafslag ud og sende dem til manuskripternes forfattere.

   Plus-manuskripterne får en ekstra evalueringsrunde, så alle til sidst har vurderet dem, og en stor stak ryger atter hen i praktikantens hjørne, nu er der måske en syv-otte manuskripter tilbage på mødelokalets ovale bord.

6. Dødfødte manuskripter

 

I praktikantens hjørne ligger de dødfødte manuskripter som:

 

- ikke passer til forlagets profil.

- behandler et emne, som ikke sælger, på en måde, som ikke kan sælge.

- ikke demonstrerer sproglig fornemmelse. Forfatteren har måske valgt en arkaisk jargon a la den i Huset på Christianshavn. For at kunne bære en sådan jargon, skal manuskriptet som helhed give jargonen en rigtig god mening.

- har dialoger, der falder til jorden med et brag. F.eks. dialoger, som er umulige at forestille sig i munden på levende mennesker i den givne situation eller som slet og ret er ligegyldige.

- mangler fornemmelse for plot, suspense og sammenhæng.

- mangler fornemmelse for at udvælge et interessant persongalleri, som ikke er for omfattende. F.eks. en slægtsroman, på hvad der ville svare til 230 trykte bogsider, med 50 protagonister.

- behandler forfatterens egen historie uden distance til, hvad der fortælles.

- sandsynligvis er den pensionerede funktionær eller overlæges bidrag til verdenslitteraturen, nu den tredje alder er nået, og det er blevet tid til at berige verden med skønne historier, uden at den lykkelige forfatter har begreb skabt om at kunne skrive eller researche i sit stof.

 

7. Kuvøsen

 

I kuvøsen ligger de manuskripter, som udmærker sig på mange måder i stof og form, men mangler en kærlig hånd til at rette op enkelte problemer. Der må ikke mangle meget i forhold til det perfekte for langt de fleste forlag. Men hvis du er udstyret med specielle kompetencer for at kunne skrive om dit emne og demonstrerer dem tydeligt, vil nogle forlag vælge at investere i omfattende redaktionel nødhjælp for at få dit manuskript ud til læserne. Jo smallere et forlag, du henvender dig til, jo mere ivrig vil det være for at hjælpe dig, hvis du bevæger dig inden for dets emnekreds. Praktikanten sender besked til forfatterne om, at deres manuskript er gået til konsulent for vurdering. 

 

8. De levedygtige

 

De meget få manuskripter, som udstråler talent, fanger mødelokalets gruppe ind i lykkelige lottodrømme om højere salgstal, højere løn, større forfatternavne, hvis kontrakter forlaget så har råd til at købe og dermed bedre bøger, bedre arbejdsforhold og bedre livsvilkår med mindre stress og overskud til at dyrke motion og holde op med at ryge.
   Forlagsdirektøren ringer måske personligt til de pågældende en eller to forfattere, eller også gør en af redaktørerne det. Her vil man ikke løbe risikoen for, at en forfatter søger andre græsgange.

 

9. Forlagsdirektøren bestemmer i sidste ende

 

Heldig er den forfatter, som på en eller anden måde er positivt relateret til forlagsdirektøren og kan komme af sted med at sende sit manuskript direkte til denne med høj sandsynlighed karismatiske personlighed. Forlagsdirektøren er en lunefuld gud på sin virksomhed, og han eller hun kan træffe beslutninger, som virker fuldstændig irrationelle for forlagets ansatte. Forlagsdirektørens intuition for, hvilke udgivelser, der tjener forlaget bedst, er hjerterytmen i forlaget. Direktørens beslutninger kan føre til både storhed og fald, men uden at tage chancer og være i stand til at gøre det uventede kommer et forlag ingen vegne.