Med tak til Edgar Allan Poe (1809-1849)
Det er sandt.
På det seneste har jeg været forfærdelig nervøs og urolig, ja, jeg er det stadig. Men vil du kalde mig sindssyg af den grund? Min sygdom har skærpet mine sanser – ikke berøvet mig dem. Specielt synet og hørelsen er blevet knivskarp. Jeg har hørt og set meget. Men hvordan er jeg da gal? Hør blot efter! - Det er tilladt at beundre, hvor roligt jeg kan fortælle dig hele historien.
Det er umuligt at sige præcis, hvornår tanken faldt mig ind, men da den først var der, hjemsøgte den mig både dag og nat. Kendte jeg årsagen? Nej. Var der tale om en lidenskab? Nej. Jeg burde have elsket denne kvinde, som kun var lidt ældre end jeg selv.
Hun havde aldrig gjort mig noget. Hun havde ikke fornærmet mig. Jeg var ikke interesseret i at overtage hendes hunde og hendes hest og hendes fine lejlighed, som hendes rige forældre havde givet hende. Jeg tror, det var hendes øjne! Ja. Det var det. Hun havde øjne som en kat, du ved, når de sidder og iagttager dig, mens du foretager dig noget uskyldigt, som for eksempel at læse en bog. Iagttager dig, som om de køligt overvejer, hvordan de kan lege med dig en stund og så langsomt flå dine lemmer fra hinanden, mens du hjælpeløst skriger af smerte. Ikke for at spise dig, bare for at se din reaktion. Iris var blå med grønne strejf, og fyldte meget i øjenæblernes hvide under hendes halvt lukkede, kun tilsyneladende søvnige øjenlåg. Pupillerne var altid små, som om hun iagttog verden på stor afstand.
Hver gang hun så på mig, begyndte jeg at ryste, som om jeg frøs, og så – efterhånden – besluttede jeg mig for at tage livet af hende, for at blive fri for hendes øjne én gang for alle.
Ja, jeg ved det godt. Du tror, jeg er sindssyg. Sindssyge kan ingenting. Men du skulle have set mig. Du skulle have set, hvor klogt jeg arrangerede det, med hvilken omhu, med hvilket fremsyn. Ja, du skulle have set, hvor fuldstændigt jeg førte hende bag lyset! Jeg var så sød imod hende hele ugen op til den nat. Hendes dør stod altid på klem om natten og lyset vedblev at falde i en tynd stråle ud i gangens mørke, åh det lys... Men hver nat, omkring midnat, listede jeg mig lydløst hen i den lysstråle, og uden at trække vejret, sådan føltes det, kiggede jeg tilbage mod lysets kilde, hendes sengelampe. Og åh så forsigtigt trådte jeg nærmere og sprækken mellem døren og karmen lod mig se hendes halvt bortvendte skikkelse i sengen, håret, der faldt ned over nakken og skulderen, hun hvilede altid på albuen.
Sikkert! Du ville dø af grin over, hvor stille jeg kunne stå, og hvor længe jeg kunne stå og iagttage hende bagfra. Hendes hunde lå for fodenden af sengen, jeg vidste, de var der, de vidste, at jeg var der, det må de have vidst. Men hun hørte intet på grund af sit head-set, som var koblet til computeren foran hende i sengen. Det tog mig omkring en time hver nat omkring midnat at træde så langt ind i lysstrålen mellem døren og karmen, at jeg kunne se hele hendes udstrakte krop i sengen. I varmen havde hun kun et hvidt lagen over sig, det dækkede hende fra taljen og ned. Hun skruede altid helt op for varmen. Hver linje, kontur og skygge på hendes krop blev fremhævet i lyset fra sengelampen. Ha! Ville en sindssyg person have udvist en sådan omhu og en så udstrakt tålmodighed?
Og dette gentog jeg i syv lange nætter, hver nat omkring midnat – og jeg fandt hende altid liggende således, med ryggen til mig, støttende sig på albuen, head-settet monteret og hundene for fodenden af sengen. Jeg vidste, de var der, men jeg så dem aldrig. Men det var ikke hendes krop, jeg var interesseret i, det var hendes katteøjne, og hendes blik var altid bortvendt, så det var umuligt for mig at udføre opgaven. Og hver morgen, når solen stod højt på himlen ved frokost, og jeg vidste hun var vågen, så gik jeg uanfægtet ind på hendes værelse, og smed mig tillidsfuldt på hendes seng, kaldte hende kælent ved navn og spurgte til hendes drømme. Så du kan se, hun skulle have været en meget skarpsindig ung kvinde for at kunne regne ud, eller blot nære mistanke om, at jeg hver nat omkring klokken tolv stod og iagttog hende i lysstrålen ude i den mørke gang, mens hun lå opslugt af flimmeret på sin skærm.
Da den ottende nat kom, var jeg mere forsigtig end ellers, da jeg langsomt rykkede ind i lyset og til sidst følte dørkarmens glatte, sært kølige overflade mod min kind. En kat på vagt ved et musehul kunne ikke have stået mere stille end jeg.
Aldrig før havde jeg følt min styrke så intenst, mit syn så skarpt, min hørelse så akut. Ja, jeg kunne mærke varmen fra hendes krop i sengen slå mod mine læber, mod mine øjenlåg. Jeg kunne bogstavelig talt følge hendes åndedræts rytme i mine øjenvipper. Jeg kunne næsten ikke rumme følelsen af triumf. Tænk, her stod jeg mindre end to meter fra hende og åbnede døren lidt efter lidt, og hun anede ikke det mindste om, hvad der foregik. Jeg lagde hånden over min mund for at kvæle et fnis ved tanken, og måske hørte hun mig, for hun bevægede sig i sengen, det gav et ryk i hendes krop, måske havde hun hørt mig, måske var hun bare døset hen et øjeblik og så vågnet igen.
Nu tror du måske, at jeg trak mig tilbage med det samme – men nej! Hendes værelse var opfyldt af lampens bløde lys, og jeg fortsatte med at åbne døren, stille, så stille. Jeg havde min fod inde over dørtrinnet, da jeg i min iver og koncentration trykkede ned på dørhåndtaget, og det gled i mine svedige hænder og røg tilbage på plads med et smæld. I det samme slukkede jeg for kontakten, som forsynede både hendes computer og sengelampen med strøm, og værelset blev sort som natten udenfor.
Hun vendte sig med et sæt om i sengen, øjnene, øjnene, de var sikkert vidt opspilede, bange. – Hvem er det? udbrød hun, og hendes stemme var hæs.
I mørket kom hundene hen til mig og snusede til mine hænder og borede deres snuder mod mit skridt, så forsvandt de, velsagtens gik de tilbage til deres tæpper. Jeg stod helt stille, rørte ikke en muskel, og jeg hørte heller ikke en lyd fra hende. Hun må have siddet ret op og ned i sengen på dette tidspunkt. Lyttende, med vidt åbne øjne. Præcis, som jeg havde gjort nat efter nat.
Så hørte jeg hende hive efter vejret, og jeg vidste, at sådan lyder frygt. En lyd, ikke som af smerte eller sorg, men rettere som af angsten for at dø. Det var en dæmpet, en kvalt lyd, som stiger op gennem lungerne, tvunget frem, som af en skruetvinge, der presser brystkassen sammen og knuser ribbenene. Jeg kender så udmærket den lyd.
I mangen nat, når resten af verden sover, har den samme lyd tvunget sig vej gennem min brystkasse og med sit hule ekko gjort mine bange tanker selskab i mørket. Jeg sagde, jeg kendte den lyd. Jeg vidste, hvad hun følte, og jeg havde medlidenhed med hende, selvom jeg lo inderst inde. Jeg vidste, hvordan rædslen byggede sig op i hende, hvordan hvert sekund siden, hun var vågnet fra sin døs med et sæt og mørket havde sænket sig i værelset, havde føjet til den vægt, der nu pressede hendes brystkasse sammen, så hun nu næsten ikke kunne trække vejret. Hun forsøgte sikkert at rationalisere, især på grund af hundenes skødesløse opførsel, hun forsøgte sikkert at overtale sig selv til at stå op og undersøge sikringerne i lejligheden. Uanset, hvor meget hun forsøgte at overbevise sig selv om, at ”det er ingenting!” og ”hundene må have rykket i ledningen”, så voksede hendes frygt, hendes angst for at dø. Alle hendes forsøg på at berolige sig selv var nyttesløse. Hun kunne føle døden i værelset som et navnløst mørke i mørket to meter fra sin seng, mellem hende selv og døren ud. Det navnløse mørke voksede og voksede til det omhyllede hende, ja omfavnede hende så tæt, der på sengen, og nærmest kvalte hende med sin vægt. Og det var det grusomme mørke i mørket, som tvang hende til at føle min tilstedeværelse der, med min fod inde over hendes dørtrin.
Da jeg havde ventet tålmodigt, uden at hun gjorde tegn til at ville bevæge sig, besluttede jeg mig for at tænde lyset igen. Men først trådte jeg lynhurtigt et skridt frem mod sengen. I lyset, der forekom uendeligt skarpt, så jeg hende først knibe øjnene sammen. Og da hun åbnede dem, åh, pupillernes sorte fyldte den blågrønne iris næsten fuldstændig, og det hvide uden om lyste op omkring det sorte. Hele hendes væsen lå i de øjne, som en lille stirrende mus, fanget i lyset fra en lommelygte. Åh, hvor magtfuld følte jeg mig ikke, da jeg knejsede over de sorte, angstfulde øjne.
Jeg så kun de øjne.
Og har jeg sagt, at hvad du tager for galskab, det er kun skærpede sanser? Nu fortæller jeg dig, at jeg hørte en lav, men hurtig og ligesom sprød bankelyd, som fra et ur viklet ind i et håndklæde. Jeg kendte også den lyd alt for godt, det var lyden af hendes bankende hjerte. Det forstærkede min vrede, som bassen under et techno rave føjer til dansens vildskab. Hjertets frygtelige rytme blev hurtigere og højere, hendes angst må have været uendelig dyb.
Hurtigere! Højere! Som du forhåbentlig husker, har jeg fortalt, at jeg var og er nervøst anlagt. Og i det skarpe lys fra lampen voksede min nervøsitet for hvert brag af hendes hjertes slag, ved synet af disse sort-hvide øjne, hvor pupillerne begyndte at trække sig sammen, og forvandlede sig så til rædsel. Jeg troede, hendes hjerte skulle briste. Naboerne måtte kunne høre denne torden, de ville snart ringe på døren. Hendes time var kommet. Med et højt skrig kastede jeg mig frem mod sengen og væltede i det samme sengelampen på gulvet, så pæren gik i stykker. Computerens blåt lysende skærm væltede rundt i mørket ved siden af mig. Hun skreg højt, da jeg hev hende ud af sengen og slog hendes hoved mod gulvet, så hun besvimede. Hundene vågnede endelig op, men de troede det hele var en leg og sprang bare op ad mig for at være med.
Sindsbevægelsen gav mig overjordiske kræfter, og jeg løftede hendes tunge seng op og lod den falde ned over hendes ubevægelige krop. Jeg smilede vist, nu var arbejdet snart overstået. Men i mange minutter kunne jeg stadig høre den dæmpede lyd af hendes hjerte. Det gjorde mig dog ikke særlig bange, lyden ville ikke kunne høres gennem væggen til mit værelse. Omsider døde lyden ud, hun levede ikke længere. Jeg løftede sengen op og tog liget i øjesyn. Ja, hun var død, helt død. Jeg lagde min hånd over hendes hjerte og holdt den der i mange minutter. Hundene puffede til mig, men jeg ignorerede dem. Hendes øjne ville ikke længere genere mig.
Hvis du stadig tror, at jeg er gal, så vil du ikke længere tro det, når jeg fortæller dig om alle de kloge forholdsregler, jeg tog, da jeg skulle skjule liget. Natten gik på hæld, og jeg arbejdede hurtigt, men uden en lyd. Jeg måtte lukke hundene inde på badeværelset, da jeg skulle skille hoved, arme og ben fra hendes krop. Så løsnede jeg tre af de brede gulvplanker fra værelsets gulv og fordelte stykkerne i hulrummene nedenunder, hvorefter jeg gjorde plankerne fast igen. Der var intet at vaske af, så klog havde jeg været, et stort kar i rød plastic havde tjent sin rolle. Ha! På et tidspunkt hørte jeg hundene hyle fra badeværelset, men måske var det blot tinnitus.
Da jeg var færdig med arbejdet, var klokken næsten fire – og natten var stadig mørk som ved midnat. Idet kirkeklokkerne slog slagene, ringede det på døren. Jeg gik ud for at åbne, let om hjertet, for hvad havde jeg nu at frygte? Ind kom tre mænd, som præsenterede sig, stille og roligt, det var politiet. Skrig og hyl var blevet hørt, en nabo fra opgangen havde slået alarm. Man havde mistanke om, at her var sket noget kriminelt. De tre var blevet sendt ud for at undersøge sagen – altså lejligheden og mig selv. Jeg smilede - for hvad havde jeg at frygte? Og bød mændene indenfor. – Skriget, sagde jeg, kom fra mig, der havde skreget i søvne. Ja, jeg havde vækket mig selv med mit mareridt – og åbenbart også naboen. Min bofælle var i København med et par veninder, fortalte jeg, og hundene plejede altid at sove på hendes værelse, og de var lidt urolige nu, fordi hun var væk, og de måtte overnatte på badeværelset. Jeg førte betjentene rundt i lejligheden og til sidst ind på hendes værelse, hvor sengen stod nydeligt redt i sengelampens skær. Jeg viste dem hendes nye, bærbare Mac - også en gave fra forældrene og det plakatstore billede af hende og hesten på vej over et spring til et eller andet ridestævne. Jeg bragte stole fra køkkenet ind på hendes værelse og placerede dem godt og vel oven på de tre brede gulvplanker, som kort forinden havde været løftet af. Jeg bad dem sætte sig og hvile lidt ud efter denne natlige udrykning til falsk alarm. Selv satte jeg mig præcis over det sted, hvor hendes torso lå. - Det var da også betryggende at have politiet omkring sig, når man var plaget af mareridt, sagde jeg og smilede fuld af tillid til mig selv og til dem.
Betjentene var tilfredse. Min optræden havde overbevist dem. Jeg var umådelig rolig. De sad og hyggede sig i varmen, og mens jeg muntert svarede på deres rutinemæssige spørgsmål, sludrede de indbyrdes om løst og fast. Men, inden der var gået lang tid, kunne jeg mærke blodet vige fra mit ansigt, og en susende støj fyldte mine ører, ja, efterhånden hele mit hoved. Det gjorde ondt, jeg blev svimmel og kunne ikke længere tænke klart. Sveden brød frem som kold dug på min pande og på mine bare arme, hvor hårene rejste sig på en gang, som efter ordre. Det ligesom ringede for mine ører, og jeg ønskede bare, at de ville gå, men de blev siddende og sludrede om en eller anden ubetydelig kollega på stationen, som havde taget fejl af en gammel kone og en tyveknægt og HaHaHa! Den ringende lyd blev højere og højere, jeg blandede mig i deres samtale og snakkede hurtigt og højt for at få lyden til at forsvinde. Indtil jeg omsider opdagede, at lyden ikke kom fra mig selv.
Uden tvivl blev jeg pludselig meget bleg, men stadig talte jeg lidenskabeligt og hurtigt, og deres øjne fulgte mine læber. Men lyden blev højere og - hvad kunne jeg gøre? Det var en dump, hurtig lyd, den mindede om et ur pakket ind i en kuvert. Jeg hev efter vejret – og utroligt! Betjentene lagde stadig ikke mærke til noget. Jeg talte endnu hurtigere, indtrængende, men lyden bare steg og steg. Jeg rejste mig op og begyndte at skælde ud over bagateller: Hvorfor havde de ikke taget støvlerne af, da de kom ind i lejligheden? Skulle jeg ikke tage deres jakker og hænge dem ud i gangen? Hvorfor brugte de egentlig så meget tid på et ubetydeligt skrig efter et mareridt? Mine hænder kørte igennem mit hår igen og igen, jeg knappede min bluse op og i, jeg fingerede ved mit ur og holdt det op til mit øre. Men lyden blev højere og højere. Jeg gik, ja, trampede frem og tilbage over gulvet, som om jeg var vældig ophidset ved synet af de tre mænd på stolene. Åh Gud! Hvad kunne jeg gøre? Jeg greb stolen, som jeg havde siddet på og svang den mod gulvbrædderne, så! I et nu løb jeg ud i gangen, ud til badeværelset og lukkede hundene, som stod med snuderne i dørsprækken ud. De løb gøende ind i værelset, hvor betjentene havde rejst sig op. Åh, de havde selvfølgelig hørt lyden og gennemskuet mig for længe siden, de havde bare trukket tiden ud for at håne mig, for at iagttage min angst og forvirring. Hundene strøg rundt imellem dem, kunne ikke bestemme sig for, om de skulle vende snuderne op mod de fremmede mænd eller lade dem glide søgende hen over gulvet. Jeg kunne ikke bære synet af mændenes arrogante stirren et sekund længere. Hundene havde besluttet sig, og deres savl dryppede på gulvet, mens de kradsede voldsomt i revnerne mellem gulvplankerne, lige over det sted, hvor den frygtelige banken kom fra, og jeg skubbede de tomme stole til side og hjalp dem.
- slut -