 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
Baggrund
Bag Forfatterhjælpen, står jeg: Ulla Filtenborg Jensen. Jeg er født i 1976 og er opvokset på Djursland med strandens bølgeslag og mågeskrig i ørerne og havet og horisonten i øjnene. Jeg har efterprøvet snart sagt alle urbane grader af det danske land, fra ødet ved Rygaarde Strand over landsbyen Vivild (Krat), haft gymnasiale drukture og boet i kollektiv i Randers, gennemgået en laang studietid i Århus, været et smut omkring Gjellerupparken i Brabrand, og nu er jeg havnet i København. Her føler jeg mig endelig hjemme, om end jeg kan savne naturen på Djursland.
Johannes Sløks nødvendige opfindelse, Idéhistorie, blev i midthalvfemserne min første store kærlighed på Aarhus Universitet, og som næsten enhver stor kærlighed endte den ulykkeligt, men jeg genfandt humør og ambitioner på Den Sociale Højskole i Højbjerg ved Århus, som jeg derfor forlod til fordel for Litteraturhistorie, også på Aarhus Universitet, hvilket jeg ikke siden har fortrudt et øjeblik. I november 2004 blev jeg omsider kandidat.
Et år efter gav direktøren for Forlaget Hovedland, Steen Piper, mig mulighed for at vise mine evner udi den litterære konsultation, og han så, det var så godt, at han valgte at ophøje mig fra freelancer til fastansat redaktør i august 2006. I maj 2008 ophørte jeg med at arbejde for Hovedland, og jeg glæder mig over, at Internettet byder sig til som en mulighed for at bevare kontakten til det arbejde, jeg elsker at udføre.
Forlagsbranchen er en meningsdannende faktor i vort samfund, og på forlag imellem hersker divergerende menneske- og samfundssyn, det bidrager til den sunde diversitet i de mangfoldige former for fiktioner, vi alle lever med i hverdagen. En redaktørs faglighed i den redaktionelle proces, som begynder, når et manuskript er blevet antaget til udgivelse, bør så vidt muligt ikke farves af redaktørens personlige idealer og præferencer, men drives frem af evnen, viljen og lysten til at formidle forfatteres verdensbilleder og viden bedst muligt. Redaktørens idealer og anskuelser er derimod væsentlige komponenter, når det handler om at vælge manuskripter til antagelse for et forlag og i markedsførelsen af den færdige bog til bestemte segmenter af læsere i overensstemmelse med forlagets profil. Det er ikke ligegyldigt for hverken den menige redaktør eller forlagets direktør, om førstnævnte harmonerer med forlagets politiske og æstetiske normsæt. Mit ønske for den snarlige fremtid er at arbejde for et forlag, som min profil harmonerer godt med, et forlag, hvor der er højt til loftet og langt til horisonten.
Udvalgte redaktioner 2005-2010
|
|
|
 |